Nu høres et ekko.
Nu høres et ekko
vækker en vemodig genklang
i hjertets dyb.
Som fra et ekko
fra den fortid,
der aldrig var.
Et ekko fra den drøm,
du troede,
du levede i.
Som et ekko
danser håbet i vinden,
hvisker
med kærlighedens stemme
om natten,
der forvandles
til en lysende morgen,
hvisker;
dit liv, det er nu...
🙂 & & & & & & & 🙂
Kildevand.
Valmuers vilde skønhed
brusende vandfalds styrke
bjerges klare rene luft.
Glædens milde grønne enge
gavmildhedens frugtlunde
stilhedens ophøjede ro.
Inderst springer en kilde.
🙂 & & & & & & & 🙂
Mere end blot...
Fanget
i et voldsomt uvejr.
Overvældet
af bølgernes umådelige kræfter.
Blindet
af stormens rasen.
Revet med
af en følelseslavine,
nær druknet
i et mægtigt vandfald.
Suget ned
i en hvirvlende malstrøm.
Opslugt af dybet.
Tilbage er kun urørt stilhed.
Nu helt rolig
udmattet
på glassets bund.
Efterladt
i en kold krystalklarhed.
Det hele var mere end
blot en storm
i et glas vand.
Men det vil ingen få at se.
🙂 & & & & & & & 🙂
Havets styrke.
Som bølgerne blå
er vi mange, der i det små
slår de store slag.
Og som bølgerne blå
er vi mange, som ustandselig må
kastes mod hårde klippesten.
Havets kræfter er umådelige,
bølgerne giver det styrke.
Som bølgerne blå
er vi mange mennesker små,
der kæmper en evig kamp.
Og som bølgerne blå
er vi mange, som i fællesskab må
gøre verden stærk og god.
Havets styrke ligger i hver enkelt bølge,
og de mange bølger er som en uovervindelig kæmpe.
🙂 & & & & & & & 🙂
Den yderste krans.
Når rosens blade
et efter et
er faldet,
drysset fra
den overdådige livfulde blomst,
står der tilbage en stjernegrund
på den stærke stængel,
en stjerne af bærende lag
en kronblade-bund.
Den yderste krans
som en åbnet frøskal,
det første,
begyndelsen og
det inderste
står nu tilbage som
det sidste og eneste.
Den yderste krans.
Begyndelsen og enden.
Slutningen er i begyndelsen,
og begyndelsen er i slutningen.
🙂 & & & & & & & 🙂
Mene Tekel.
Så du ikke skriften på væggen?!
Med et glemslens øje på vagt
glider den hvide måge hastigt forbi
på regndisens tågeskyer
bevinget synger den sin sang.
Med svanesangens vemodige triste toner
lyder den hvide fugls sorte farvel
gennem den fri himmel...
som barnegråd lyder dine skrig.
Din verden er delt.
Med ringmærket er du kendt
for de, som ved, hvad det betyder.
Dine dage er talte.
🙂 & & & & & & & 🙂
På den anden side.
Håbet
vandrer gennem en gold ørken.
Under nattens tavse stjerner.
Drømmene
var mange;
utallige
som gyldne sandkorn i en endeløs ørken
som glimtende dråber i et uendeligt hav.
Frygten
skriger fra urhavets mørke altopslugende dyb.
Færgemanden kræver sin betaling.
Hjertet
var fyldt
af længsler
som en uudslukkelig tørst
som en fortærende ild.
Hinsides håb og frygt
er der
nu
intet mere
at stræbe efter.
At være er alt,
der findes.
🙂 & & & & & & & 🙂