 |
|
|
 |
|
Påskens lys og livets forvandling.
🙂 Kære læser. 🙂
Påsken er en højtid, der bringer meget lys og glæde.
Fornyelsens årstid.
Hvert år, når lyset bliver stærkere end mørket,
og dagen længere end natten.
Når varmen efterhånden vender tilbage til os med solen,
springer naturen atter ud i fuldt flor.
Alting forvandles fra et trist, koldt og mørkt øde til
et strålende, varmende og lysende skabelseshav.
Når naturen atter vågner af sin slumrende dvale
og fornyr sig i livets evige cyklus.
Så fejrer vi opstandelsen, det genfødte liv.
I påsken går det op for os, at døden har mistet sin magt;
døden går os forbi. Og får aldrig det sidste ord.
Håbet lever.
Livet udfolder sig
med nye og friske kræfter.
Graven er tom, livet fortsætter trods alt.
Men i en ny skikkelse. Forvandlet, transformeret.
Vi ser det nyfødte, spæde, spirende forår
vokse rundt om os. Selv får vi fornyet energi.
Der sker et hamskifte.
Et vidunderligt forunderligt spring
fra dødens kolde goldhed til livets varme vækst.
Vi fejrer påske i taknemmelighed.
Derfor en egen side til påskens digte.
Kærlig hilsen
Anni Birgit Sørensen.
🤩
P.S. Du finder mere påske stemning på KALENDERDIGTE 3;
FORÅR. Og på siden: MINE SALMER et enkelt påske-digt.
Påskens digte.
Krystal bægeret.
Du rakte mig et bæger
fyldt til randen,
og jeg drak.
Min tørst var til livet.
Du gav mig din kærlighed.
Sangen fra livets flamme
klinger krystal klart
gennem
det vand,
som slukker tørsten.
(Digtet er fra samlingen: "Gennem livet - gennem alt.")
🙂
Et påskeunder.
Forunderligt det er:
den varme, der strømmer os i møde
fra den tomme kolde grav.
Forunderligt det er:
det stærke lys, der os blænder,
som den livgivende sol.
Forunderligt det er:
at se det spæde spirende grønne forår;
livet genopstå på ny.
Forunderligt det er:
påskens glade friske lyse farver;
gul frugtbarhed og sollys, grønt håb og vækst.
Forunderligt det er:
de nyfødte påskekyllinger, der springer op af deres æg
og leger frit blandt påskeharer og påskelam.
Forunderligt det er:
skabelsens mirakel og et evigt liv;
herlige kærlighedsvidunder.
Forunderligt det er:
at opleve lysets evige sejr i påskens morgenrøde,
solgule påskeliljer vokser op af den sorte jord.
😀
En ydmyg forvandlende bevægelse.
Yndefuldt
bøjer og nejer
nåden
som ikke er for stor
til at gøre sig lille
ydmyg
hersker
i barmhjertighed.
Alt forvandles i denne bevægelse.
Alt gøres nyt,
når himlen bliver tæppe
for jorden
og grund under vore fødder,
når fundamentet
er føjeligt, ganske bøjeligt,
og samtidig
helt og aldeles fast.
🙂 (...amazing grace...) (grace= nåde og ynde)
Yndefulde nåde.
Håbefuld harmoni.
Fuglenes yndefulde dans
på himlen
en svævende elegance
et frydefuldt syn.
Overstrømmende glæde
let på tå
iler os i møde
med venlig lykke.
Naturens skabte skønhed
mildner vore sind
lysner himmelblåt;
en stjernestrålende fred.
Bevægende nåde.
🙂
En begyndelse.
Et himmeltæppe dækker yndigt jorden.
Skønne, små beskedne blå stjerner smiler til solen
fra grønne forårs-blomster-blade.
Det er jordens mange mirakler, der dukker op nu.
Fra den mørke, golde og tilsyneladende døde muld-grav
myldrer det allerede med de første spæde livstegn.
Så kold og tom en hule for et vidunderligt hi,
hvoraf livs-lyset fremstår strålende stærkt.
Forvandlingen er begyndt.
🤩
Forbigåelsen.
Døden går os forbi.
Mørkets magt er brudt,
lænkerne sprængt.
Opstandelseslyset
stråler klart fra graven.
Selv natten lyser hvid
i sneens og fuldmånens stråleskin.
Under det sneklædte landskab
gemmer naturen
på sine hemmeligheder.
Det usynlige spirende nye liv
bærer på håbet
som en uudslukkelig fakkel.
Skjult er påskens
grønne og gule budbringere.
De friske grønne skud
fra roden
er stærke nok,
ødelægges ikke af kulden.
Døden rammer dem ikke,
de bærer fornyelsen.
Døden går os forbi.
Guds lam baner vejen
til det evige liv.
Døden går os forbi.
Ved Lammets blod
er vi beskyttede,
er vi sat fri.
Morgenen bringer
en ny begyndelse.
Dagen tager til
som lyset og friheden.
Forude venter
"landet, der flyder
med mælk og honning".
Et forår er på vej,
hvid som himmellyset
er påsken.
Når den døde skal brydes,
springer
den friske forårskylling
ud af ægget.
Som opstandelsen
springer
ud og op af
den lukkede grav,
åbner mørket sig,
og selv natten lyser.
Døden går os forbi.
Påskens højtid.
🙂
PALMESØNDAG. 🙂
En gave, der giver alt.
Hyldet med palmegrene
hånet med en tornekrone.
Fæstet til et kors,
naglet til et træ.
Medlidende,
barmhjertig,
tilgivende.
Guds forsoningsgave.
Livets Ord.
Kærlighedens konge og mester.
# # #
Fattig, dog rig.
En ydmyg skikkelse
hyldet som en konge,
intet ejede han på jord
... i himlen alt! ...
Herre over syndens trældom
ridende på et æsel
frelste han sit folk.
Endnu fører han os alle
til Gudsriget hen.
Fattige og fortabte
bliver vi med ham
i tro, håb og kærlighed
udfriet til herlighed,
rige i ånden;
Guds arvinger
til opstandelse
og evigt liv.
# # #
Som palmen giver ly.
Der findes et sted;
et åndeligt ly,
hvor du kan søge
fred og sikkerhed
for verdens onde kræfter.
Som palmen i ørkenen
giver beskyttelse og skygge
for den brændende sol.
Som Livets Konge
hylder vi dig stadig
med palmegrene og tak.
🙂 SKÆRTORSDAG. 🙂
Fællesskabets måltid.
Delt er det hvide brød
blodrød er vinen udgydt.
Fra den ene til de mange.
Mange tjener,
mange giver,
mange tager imod
i tro, i håb,
i kærlighed.
Ånden er én.
Kærlighedsåndens magt
større end denne verden
større end noget menneske kan rumme
ikke altid stor i det ydre
men uendelig i det indre.
# # #
Når du vasker din vens fødder, viser du vejen.
Bære hinandens byrder,
vaske hinandens fødder,
rense for syndens støv,
tilgive når vi synker for dybt.
Hjælpe din ven
med at bære sit kors.
Sætte fri
af skyldens tunge åg.
Være barmhjertig,
når nøden trænger sig på.
Bære over
med og for hinanden.
Hånd i hånd med et smil
og gå den ekstra mil.
Leve på denne jord
i tålmodighed
med det at være menneske.
Komme i møde
med de fødder, som altid rører jorden.
Se op
med de øjne, der altid når himlen.
I venskab
ser man ikke syndens snavs.
I venskab
vasker man hinandens fødder.
# # #
Kærlighedens konge.
"Her er kærligheden",
siger du
og giver den formastelige
et Judas-kys
på kinden.
Til offentlig skue.
Selv måtte du have betaling
for at give noget,
der kunne ligne
et udtryk for kærlighed:
et kys.
Hvem andre end tåber
giver noget
uden at være sikre på
at få noget igen?!
Mener du vel.
Kærlighedens konge
gav sig selv,
gav alt;
vovede at elske
uden at vente gengæld.
Utak er verdens løn.
Magten frygter,
tør ikke elske.
Magten frygter
den sande autoritet.
Magten gør kærligheden til en forbrydelse,
straffer sandheden
og sætter løgnen i stedet.
Magten anklager den uskyldige
og sætter ondskaben på fri fod.
Magten dømmer,
magten piner,
magten henretter,
magten korsfæster
og vasker hænder.
Judas bærer forræderiets skyld
ud og hænger sig.
Som Kristus, den salvede konge,
bar al skyld,
som man sendte en syndebuk
ud i ørkenen
med de synder,
ingen ville kendes ved.
Korsfæstet
for vor skyld.
I vor sted.
🙂 LANGFREDAG. 🙂
Kærligheden tager den lange vej.
Den lange nat,
den lange vej,
den lange dag.
Kærlighedens vej er aldrig nem,
er smertens vej,
er der hvor du giver afkald på dig selv,
er der hvor du åbner dit hjerte,
er der hvor du bliver sårbar,
er lidelse.
Når du elsker, vælger du at bære med
på en andens byrder.
Du bærer ikke dit eget kors alene.
Kærligheden vælger den lange vej.
Er langmodig.
# # #
Frisættelse.
Hævet over reglerne,
over budene,
over livslovene.
Hånen lød højlydt i råbene:
"Korsfæst!"
Døden gælder for alle.
Lovens Herre og Livets behersker
latterliggjort og ydmyget.
Traditionen var at sætte en skyldig
dømt forbryder fri.
En benådning.
Den uskyldiges sonoffer
sætter os fri til evig tid.
Den gamle tids straf og fordømmelse er forbi.
Indsigt og forståelse er trådt i stedet.
Lovens ånd står højere end Lovens bogstav.
Kærligheden viser vejen.
# # #
En lidelsesfuld lidenskab er fuldbragt.
Vi flager på halv,
halv er glæden,
halv er sorgen.
Vi sørger
over menneskers hjerteløshed
over mørkets tilsyneladende og
midlertidige magt.
Den lange lidelsesfyldte fredag
giver os alle
et eviglangt liv.
Selv Jesus følte sig forladt
i mørkets time,
vi kender denne ensomhed...
Da ånden forlod kroppen,
svandt lyset og livet bort.
Sjælen til himmel henrykt,
et legeme efterladt.
Lagt i graven.
Uden Guds nåde er vi fortabt
i en verden, der forgår.
Velsignelsens kalk frelser os
fra en skæbne
værre end døden.
En tornekrone lyser i mørket.
Kærligheden har sejret over døden.
Brudt er brødet,
brudt er legemet,
brudt er mørkets magt.
Livets kors
er for os alle
tungt at bære.
Som Jesus bar sit kors
ad Via Dolorosa,
må vi alle
tage vort kors på os
og vandre vort livs smertens vej.
Svær er tilværelsen
i en blødende verden.
Som langfredag
er vore liv
fyldt af smerte, sorg og savn,
pinefulde lidelser, prøvelser og modgang,
spot og spe,
bristede drømme og håb,
tab, afsavn og mangler,
forhånende nederlag og ydmygende fornedrelse,
svigt og forræderi.
Ved Guds nåde alene
er vi frelst;
løst af undertrykkelsens lænker,
fri af slaveriets bånd.
På trods af døden
lever vi og livet videre.
🙂 PÅSKESØNDAG. 🙂
En nådig påskemorgen.
Milde nåderegn
som velsignelsens gaver fra oven;
påskesolens tegn.
En morgenrøde
oplyser evigt kærligt vor mørke,
bærer al brøde.
Værne hinanden,
Jesus Kors forbinder jord og himmel,
af grav opstanden.
Herlighed udøst;
med Gud vi er forbundet i hjerte,
sjæl og ånd forløst.
# # #
Udfoldelse.
Påskemorgen begynder livet på ny.
Døden er overvundet.
Lyset har vist sig stærkere end mørket.
Solen står op med en livgivende varme,
en skabende styrke.
Frelseren er opstanden.
Forladt er den dystre grav.
Som et tomt hylster,
slidt, tyndt og gennemsigtigt.
Som de jordiske rester
gennemlyst, gennemskinnet af sjælens lys,
af Guds kærlighed.
Væk er mørket.
Som udfrielsen fra et smertens fængsel.
Som en afkastet ham, en visnet skal,
en brudt frøkapsel,
som den forvandlede larve springer ud
af sin alt for snævre, mørke, indelukkede puppe
til sit nye liv som en smuk, vidunderlig
sommerfugl,
der frit breder vingerne ud til
udfoldelse.
Som det evige forår springer ud,
som blomsten vokser op af frøet,
som det grønne forårsblad springer ud af sin knop,
som frøskallen brydes.
For at give plads
til livet,
til sjælens sande udfoldelse.
Påskeliljen synger solgul,
kalder med sin blomstertrompet,
sin indre stjerne, sin sejrskrans
til livets fællesskab,
til enhed og harmoni med Gud.
Med en hilsen fra regnbuens løfte.
Med et smil fra Helligåndsduen.
Med et kors fra dåbspagtens blod.
Som døden går forbi.
Det fyldte bæger flyder over
med kærlighed,
med barmhjertighed.
Påske er;
når Livet trodser Døden,
står op af graven, forvandles
og udfolder sig.
# # #
Offerlammet.
Med bud fra en brændende tornebusk
fuldkommengøres
Guds kærlighed
til alle os arme mennesker.
I Jesu Kristi offerblod;
korsets og naglernes blod,
tornekransens blod,
piskeslagenes blod,
lidelsens og ydmygelsens blod;
uselviskhedens og opofrelsens blod;
en festlig forvandlende vin ...
I Jesu Kristi hengivelsens legeme;
det levende Ord;
Vejen, Sandheden og Livet;
Gud på jord;
et evigt nærvær;
Gud er med os
alle.
Forsoning
med den nye Pagt.
Genoprettelse
af det gode forhold.
Et brændende kærlighedsoffer:
giver sit liv, sin ånd
for at vi skal finde vej
i mørket,
en stedfortrædende lidelse ...
Lyset brænder for evigt.
I nadver måltidet
husker vi Guds betingelsesløse
og frigørende kærlighed.
I nadver måltidet
får vi fællesskab med Gud.
Til påske spiser vi lam.
Og bliver ét med offerlammet.
🙂 2. PÅSKEDAG. 🙂
Guds gave.
Strålende påske;
lyset vælder ud af den tomme grav,
døden går os i al evighed forbi.
Pagtens tegn i blod.
Prisen er betalt
for vore synder Jesus på korset led,
død og djævel får aldrig mer' det sidste ord;
frelst ved Guds nåde.
Sat fri af trældom,
Kristus har banet vejen for os at gå;
liv og sandhed at leve i kærlighed;
Loven sker fyldest.
Jesus gav sig selv
for os til fællesskab med Gud ved tro;
i nadvermåltid de mange bliver til én,
tak Guds offerlam.
Livet har sejret;
kærlighedens magt er større end dødens,
opstandelsens lys viser for altid vej;
mørkets magt er brudt.
Barabbas gik fri
af straf, da Gud selv lod sig korsfæste,
i stedet for os syndere Jesus led;
vi går ej fortabt.
Uden skyld og skam
vi frie og glade på jord kan leve
med Gud i vore hjerter forvandles alt;
genopstandelse.
# # #
"Kærlighed er Lovens Fylde."
Ingen roser uden torne,
ingen kærlighed uden smerte.
Uendelig stor var og er din kærlighed,
ufattelig din lidelse.
Du som for evigt bærer vore synder
på dit kors.
Du som blev hædret
med en tornekrone.
Du som blev hyldet
som en sejrherre,
vendt hjem fra krigen.
Det onde har du besejret.
Du som blev hædret
med en tornekrone.
Du som blev korsfæstet,
uskyldig blandt syndere;
du: Guds forsoningsgave til os.
Du har vundet over døden.
Din kærlighed rækker ind i himlen.
|
|
|
|
|
|