Nattens tavse tunge hjerte.
Flimrende skygger
trætte sørgende øjne
desperate maskérede løgne.
Dansende dråber
unge umodne håb
fortvivlede tavse råb.
Lydløse skridt
nattens tunge hjerte
urolige vandrende smerte.
En åben dør
inviterer til drømme
i lysets stærke strømme.
😲 😲 😲
Modløs.
Silende strømme
så tunge dråber.
En vandring,
der ingen ende vil ta'.
Natten er lang,
du evner knapt
at drømme
om morgenens trøst.
Ørkesløse skridt
næppe hørlige
under en grå
og dunkel himmel.
Blytunge dråber
falder støt
som piskeslag
på den sorte jord.
Søvngængeragtigt;
ikke sovende,
ikke vågen
følger du strømmen.
Bliver sort som den
og opløses i den
stride silende regn.
Forsvinder ind
i natten
ganske
modløs.
😲 😲 😲
Afgrundens sorte tårer.
Natten er stille.
Kulsort,
stjernerne blinker
som diamanter.
Vi er blevet
som fremmede,
der ikke kender hinanden.
Vi har bygget
en mur af kulde
imellem os,
sten for sten
har vi lagt grunden
til de knuste hjerters slugt.
Dybet drager.
Afgrunden
samler vore sorte tårer.
😲 😲 😲
Solnedgangen.
Jeg så solen gå ned,
alt liv forsvandt,
alt blev mørke.
Dagen,
som var min ven,
forlod mig.
Aftenen,
som var min trøst,
gik stille bort.
Nattens angst,
tomheden,
intetheden
var alt,
det hele, der fandtes.
Hvem véd,
hvornår solen kommer
tilbage...
For den, der ikke kender
solopgangen,
for den, der ikke véd,
at der findes en morgen,
er det svært at give slip
på de sidste svindende stråler
af den velkendte
aftenrøde.
😲 😲 😲