Roser sat på vers.

Digte om roser.

Hej. 🙂
Roser er så dejlige og skønne, så her er nogle digte
om roser.
Roser sat på vers istedet for i vaser.
Kærlig  og blomstrende hilsen 🙂
Anni Birgit Sørensen.

Eventyrlige roser.

DEN YDERSTE KRANS.

Når rosens blade
et efter et
er faldet,
drysset fra
den overdådige livfulde blomst,
står der tilbage en stjernegrund
på den stærke stængel,
en stjerne af bærende lag
en kronblade bund.

Den yderste krans
som en åbnet frøskal,
det første,
begyndelsen og
det inderste
står nu tilbage som
det sidste og eneste.
Den yderste krans.

Begyndelsen og enden.
Slutningen er i begyndelsen
og begyndelsen er i slutningen.



🙂



HYBEN.

En roses liv
fra den spæde sarte yndefulde knop
med dens sødme og gode gavmildhed
mens den langsomt åbner sig
mod solen og himlen
åbenbarer stadig mer' og mer'
af sit smukke bristefærdige indre
inviterer ind i en utrolig uendelig dybde
stadig lag på lag
vidunderlig duft
indtrængende intense essens
en åbenbaring
hvilke hemmeligheder afsløres mon fra dette dyb
denne fraktale himmel
af gennemsigtighed
bag blomsterblad bag blomsterblad bag blomsterblad
findes en endnu skønnere sandhed
et gys
af ufattelig åbenbaring
kærlighedsblomstens uudsigelige budskab
viser sig i
den udfoldede blomsts modne dybe overvældende skønhed
mættede overdådige ødselhed
et overflødighedshorn
et fortættet koncentrat af fylde
den sprængfyldte stærke strålende hyben
rummer alt.


🙂


FREDS-ROSENS LYS.

"Peace";
freds-rosen
stråler
med sit gule lys
som en rolig vedholdende lampe
midt i alt det grønne.

Fedfyldt væren
ånder ro og stilhed.

Grøn fred
i harmoni med naturen.

Det sarte skær
af en højere åndelig
gennemsigtighed,
når farven skifter
over i al-kærlighedens
rosa kulør.


🙂


VINTERROSENS SANG.

Med en brændende glød
lyser rosen op
i den hvide sne.
Breder sin varme lykke
som på frie vinger.
Udfolder sin sandhed
som en kærlighedsdans
i den frostklare kulde.
Med de dybe farvers kontrast
mod vinterens golde tomhed
vidner rosens intensitet
om en uendelig godhed
som fra en anden verden.
Himlens nåde
på en gudsforladt jord.
Magtesløs blomstrer den ene
i en trodsig kamp
mod død, ødelæggelse
og frugtesløshed,
for skønheden taler
sit eget yndefulde sprog.
Håbets styrke
er ikke så spinkelt som det synes.
Solen har aldrig glemt os,
og troen fører os frem
mod den nye dag,
den nye tid,
det nye liv.


🙂

| Svar

Nyeste kommentarer

31.10 | 18:14

Dejligt at læse. Tusinde tak
MVH Christian

28.09 | 07:31

pik

13.04 | 16:18

Hej, faldt lige over din side. Flotte digte og julesange.
Hvilke melodier synges de på?

20.03 | 23:42

Kære Kirsten.
Mange tak for din venlige kommentar.